Rudersdal Avis klumme - oktober 2015
Ydmyghed -
Når vi overvældes eller udfordres af livets tilskikkelser på det menneskelige, følelsesmæssige og trosmæssige plan, bliver vi ofte ydmyge. Når vi her i det tidlige efterår bevæger os ud i naturen, byens parker eller skove og mærker os septembers blå, blå himmel, de drivende skyer, duften af efterårsmuld ja, oplever, at høsten er i hus og lover velfærd og mad på bordet, er det ikke nogen selvfølge, men en gave. Ligesom når en varm lille barnehånd tillidsfuldt tager vores eller når den stormende og vanvittige forelskelse vender op og ned på vores liv. Ligeledes melder ydmygheden sig naturligt, når vore kære eller vi selv helbredes efter et alvorligt sygdomsforløb og langsomt mærker livsglæden vende tilbage.
Ydmyghed og taknemmelighed hænger ofte nøje sammen og behøver ikke altid de store vidtløftige ord, derimod en stille erkendelse af, at vi er små og sårbare men samtidig del af noget større. Trods livets op - og nedture, sejre, nederlag og kampe må vi også være taknemmelige over, hvor begunstiget vi er her på vore nordlige breddegrader med fred, velfærd og demokrati. Det er bestemt ikke nogen selvfølge i den store verden og sætter den tragiske, overvældende og bekymrende flygtningestrøm og menneskevandring til fort Europa, som vi er vidner til, skarpt i perspektiv. Den kalder selvsagt på medmenneskelighed, akut hjælp og løsninger for de vandrende freds – og lykkehungrende børn, kvinder og mænd. Den kalder også på sund dømmekraft og hensyntagen i forhold til vores egen kultur og befolkning.
Faktum er, at vi er hinandens skæbne, liv og verden. Det kan vi ikke nøjes med at tage til efterretning men må agere på i de nære daglige relationer og i de store globale sammenhænge. Ydmyghed er også at give plads til vore medmennesker i al vores mangfoldighed i lydhørhed, empati og gensidig respekt. Ydmyghed er at slippe egoisme og hovmod og overgive sig til livets storhed, skrøbelighed og den uforudsigelighed tilværelsen nu engang rummer for os alle. Driste os ud over de selvskabte grænser og vaner, der nogle gange spærrer os inde, fremfor at åbne vort udsyn og tage del i hinandens liv og skæbne, kampe og glæder.
Ingrid Halkjær-Lassen